ASFALTARBEJDE PÅ FREDAG DEN 2. SEPTEMBER KL. 8-16

Vores parkeringspladser skal være tomme

HUSK det er på fredag den 2. september i tidsrummet kl. 08:00-16:00 skal vi have udført reparationer af asfalten på vores tre høje. Alle biler og andet skal være fjernet fra vores parkeringsarealer for at lette arbejdet og for at undgå stenslag. Det gælder ikke parkering på Islandshøjparken eller Nivåhøj. Den er navngivet forskelligt afhængigt af, hvilket kort man kigger på.

Vi beklager de gener, det måtte medføre men håber, I finder en anden ledig plads til bilen den dag.

Gartnerne har haft travlt i ugens løb, og al græs er nu slået. 

Vi skal stadig arbejde for biodiversiteten, og planen for resten af sommeren er nu, at græsset får lov til at gro og først bliver slået en gang mere inden vinteren. Vi vil også prioritere at få gartneren til at fjerne jord og ukrudt på fliserne. Vi håber, økonomien tillader det.

På generalforsamlingen vil vi fremlægge en plan med forslag til områder, som næste år lader græsset gro højere. Det højere græs vil så blive slået to gange i løbet af næste sommer. Blomsterfrø får lov til at spire, og jorden får næring. Den plan vil vi stemme om, når vi ses til generalforsamlingen.

Næste år vil vi også arbejde på bedre vedligehold af p-pladser og flisearealer. Gartnertimer koster penge… Vi håber, vi kan komme i mål med det hele.

Affaldssortering – opdatering

Der er ingen, der vil ha det. Det er grimt. Det lugter. Det er besværligt…. Der er mange forbehold, men det er lovbestemt, at også vi i grundejerforeningen skal have vores løsning på affaldssortering på plads inden årsskiftet. Det kræver omstillingsparathed at skulle sortere på en ny måde, men får vi forhåbentlig det bedste ud af det

På generalforsamlingen blev det besluttet, at det skulle være en hybridløsning. Det betyder, at vi på hver høj får tre fællescontainere til henholdsvis pap, plast og metal. De vil blive tømt hver anden uge. De er bestilt, og farven bliver antracitgrå. Der er ingen ideel placering af de tre store containere og kun få muligheder. Det er godkendt af kommunen, at de bliver placeret lige før stien på græsområdet til venstre, når man kommer ind på vores parkeringsarealer.

På vores egen grund skal vi have en 240 liters beholder med to rum til henholdsvis bio- og restaffald. De bliver leveret af Fredensborg Kommune, som også leverer plastposer til affaldet. De vil ligeledes blive tømt hver anden uge, og vi skal selv sørge for, at de bliver kørt ud til et fælles afhentningssted og taget ind igen, når de er tømt. Vi arbejder lige nu på at finde flere egnede steder til placeringen på vores fællesarealer.

Storskrald – orientering fra Fredensborg Kommune:

Der er aftalt en fælles afhentningsplads til storskrald, som er på det græsarmerede areal ved siden af glas- og papirkuber mod Hyldehøj. Arealet er under foreningens matrikel. 

Afhentning finder fremadrettet sted fra det fælles afhentningssted, på p-pladsen ved siden af glas- og papirkuber, og finder sted d. 3. torsdag i måned. Affald må selvfølgelig først sættes ud dagen før afhentning.

Storskraldet skal sorteres korrekt og i 4 fraktioner:

  • Brændbart – større kasserede brugsgenstande fra husholdninger (fx møbler, havemøbler, gulvtæpper, madrasser uden metalfjedre).
  • Jern- og metalgenstande – større kasserede brugsgenstande fra husholdninger (fx cykler, barnevogne, sengebunde, tørrestativer).
  • Elektronik affald – større kasserede brugsgenstande fra husholdninger (fx hårde hvidevarer, fjernsyn, computer, CD-/DVD-afspiller, husholdningsmaskiner, motorplæneklipper – tømt for benzin og olie).
  • Affald til deponering – større kasserede brugsgenstande fra husholdninger (fx større keramik, stentøj og porcelæn samt springmadrasser)

Hver affaldsfraktion skal lægges adskilt fra de andre i en bunke og bliver afhentet særskilt.

Møbler, hårde hvidevarer og andre indbogenstande kan afleveres, som de er. Dog skal hver enkelt del kunne håndteres af 2 personer uden hjælpemidler. Alt andet storskrald skal i sig selv være håndterbart for en person.

I kan læse mere om de gældende regler og rammer for afhentning af storskrald i kommunen på følgende link: https://fredensborgforsyning.dk/mitaffald/storskrald

Det er Fredensborg Forsyning (tf. 35294400), mail: affald@fredensborgforsyning.dk, der driver ordningen og er entreprenør på opgaven.