Ekstraordinær Generalforsamling

Bestyrelsen har bedt vores administrator om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling onsdag d. 26. januar 2022 kl. 19-20 på Nivå Skole Syd – Tigersalen. Sæt kryds i kalenderen og kig i indbakken, postkassen eller e-boks efter din indkaldelse, som er udsendt i dag, d. 23. december 2021.

Skriv en mail til bestyrelsen, hvis du har spørgsmål. Vi holder møde d. 10. januar 2022.

Glædelig Jul og godt nytår til alle beboere og husejere på Øresundshøj!

År 2021 går på hæld og vi ser frem mod jul og nytår. Vores bebyggelse er kommet i teenageårene, og hvad kan vi så forvente. Oprør eller det, der er værre? Det går nok ikke så galt, men 2022 vil helt sikkert byde på en hel del nyt, og overskrifterne, der tegner sig nu, skal ikke være en hemmelighed:

  • Elpriserne stiger med en tredjedel, og mens vi kan være glade for, at vi har imødekommet dette med en udskiftning af lyskilder, så kigger vi naturligvis igen på udskiftning af en del af den resterende udendørs belysning. Vi vil helst give mindre for el, ikke mere.
  • Flere og flere spørger til elbil-ladestandere til højene, og et udvalg har siden november arbejdet på at finde en god løsning.
  • Forslag om skift af administrator – ekstraordinær generalforsamling afholdes snart.
  • Der er indlagt fiber, og nu kan alle søge med deres adresse på internetudbydernes hjemmesider og se, hvad diverse tilbud på bredbånd lyder på.
  • Affaldssortering rykker – overraskende nok – lidt ned ad listen, men vi forventer stadig at have penge på kistebunden til finansiering, når der kommer nogle klarere meldinger fra kommune og forsyning om de gangbare modeller, vi kan vælge imellem.
  • Asfalt- og flisearbejde bliver prioriteret op, og vores nabo-boligselskaber indbydes til dans om fordeling af de udgifter, der nødvendigvis vil komme, når vejen Nivåhøj skal repareres. Vejene ind til vores bebyggelse (Slåenhøj, Pilehøj & Hyldehøj), parkeringsarealerne og stierne står vi selv for.. Alt kommer til at fremgå af den vedligeholdelsesplan, vi får udarbejdet i 2022. Denne skal vedligeholdes hvert år.
  • Fredensborg Kommune er allerede blevet spurgt om stien nord for Hyldehøj. Vi er til dels bundet af lokalplanen, men den er meget skitseagtig, så vi spørger: kommer der så den gennemgående cykelsti, eller hvad kan vi regne med? Belysningen på stien vil blive udskiftet til LED, og vi har bedt om at blive hørt om lamperne og deres placering i den forbindelse.
  • Vi har en ny kontrakt med gartneren Kjærsgaard Anlægsgartner. Denne gang gælder kontrakten i to år, for vi vil gerne tage udnyttelse og vedligeholdelse af grønne arealer op med jævne mellemrum – det interesserer mange i vores forening.

Det er aldrig kun op til bestyrelsen at komme med forslag til investeringer og forbedringer af vores skønne område. Husk at fristen for forslag som altid er d. 15. marts ved indlevering til bestyrelsen på mail.

Bestyrelsen ønsker alle på Øresundshøj en glædelig jul og et rigtig godt nytår!

Prøvefelter til urteplæne i 2022

Alle vores græsplæner kategoriseres i dag som brugsplæne, hvilket populært sagt betyder, at græsset slås op til 24 gange om året, og at der kan spilles bold og kroket over det hele.

I bestyrelsen ønsker vi mere biodiversitet, mere variation for øjnene og flere oplevelsesmuligheder på vores grønne arealer, og senest i 2019 havde vi da også “flere områder med vilde blomster” oppe til debat på vores generalforsamling.

Erfaringer fra andre steder siger, at udsåning af blomster er en krævende proces, hvor græstørven skal skrælles af, hvorefter der skal rives, evt. blandes grus i jorden. Alt sammen inden man kan så blomster. Gør man ikke det, kommer blomsterne ikke op.

Når man flere gange i løbet af forår og sommer kigger nærmere efter i græsplænen, er der faktisk allerede en del blomster: mælkebøtte, krybende potentil, kongepen, rødkløver, hvidkløver, lancetbladet vejbred, almindelig syre… Så længe, vi slår græsset så ofte, får planterne bare ikke lov at komme op og sætte blomst. Vi har derfor i 2021 udført et eksperiment, som gik ud på at se hvor højt græsset bliver, og hvilke blomster, der kommer op, hvis nu græsset ikke slås en hel sæson.

Der er bestemt noget at gå videre med, men græsset bør ikke blive så højt at det lægger sig ned og bliver svært at klippe. Efter rådføring med gartneren har vi besluttet som forsøg i 2022 at lave to prøvefelter på nogle store skråninger mod øst, hvor plænen ikke bruges ret meget.

Prøvefelterne vil blive slået en gang i 2022 – formentlig i maj. Afklippet vil blive fjernet, så der bliver mindre næring til, at græsset kan blive så højt, at det udkonkurrerer de mere lavtvoksende blomster og lægger sig ned.

For at gartnerens græsteam kan se prøvefelterne, er de markeret med pinde, hvori der er bundet en lysegrøn snor. Så snart den øvrige plæne er blevet slået for sidste gang inden vinteren, vil vi fjerne pindene, og først sætte dem op igen til marts/april inden første slåning.

Vi håber, I er glade for forsøgene.