Første tømning af vores 240 liters affaldsbeholdere og status på fællescontainerne – Vigtig information: ejere af huse som udlejes bedes venligst informere lejere

Det er på mandag vi første gang – endelig – skal have vores nye affaldsbeholdere på 240 liter tømt. Vi ved ikke hvornår på dagen, Forsyningen tømmer, så vi anbefaler, at I kører dem frem til opsamlingsstederne søndag aften.

Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig sms-service på www.fredensborgforsyning.dk under ”Affald” er det en god idé at gøre det. Hvis du allerede har gjort det under den gamle ordning, skal du gøre det igen. Forsyningen må ikke overføre mail eller telefonnummer pga. GDPR.

Fællescontainerne skulle have været leveret i uge 45/46. Nu er de ankommet til leverandøren på Fyn, og vi havde ikke forestillet os, at mere kunne gå galt i vores samarbejde med leverandøren. Der har været en del bump på vejen.

Leverandøren har lavet en tastefejl. I stedet for at bestille de tre stationer, har de bestilt én! Ordningen skal være etableret senest 31/12. Vi havde valget mellem at annullere ordren eller sige ja tak til det løsningsforslag, vi fik tilbudt, og det har kommunen accepteret. Vi får altså en form for midlertidig løsning indtil marts, hvor vi får de containere, vi bestilte i august. Vi har valgt denne opstilling:

Slåenhøj: Containerne til pap og metal er udstillingsmodeller. Vi får derfor 15 % rabat. Vi låner en container til plast med rumindhold på 2,5 m3. Kommunens krav er 3,5 m3, og Forsyningen stiller derfor yderligere en container på hjul på 1 m3 til rådighed. Vi skal ikke betale ekstra.

Pilehøj: Det er den høj med flest beboere, så her bliver den ”rigtige” station stillet op.

Hyldehøj: Samme som Slåenhøj bortset fra, at den container vi låner til plast kun rummer 1,9 m3. Kommunen stiller også her en rullecontainer til rådighed.

Lidt om de bagved liggende trængsler – og den kompensation – og det tilskud vi får:

Leverandøren skulle have stået for ansøgningen til kommunen. Sådan blev det ikke. Først havde man glemt at cc bestyrelsen på ansøgningen. Da vi så den, var der søgt på 100 huse – ikke 124, 2 stationer – ikke 3, og modeller og størrelser på containerne var der ikke styr på. STOR ros til kommunen, som har været imødekommende og samarbejdende hele vejen. Vi skal ikke betale for ansøgningen. Besparelse kr. 12.500.

De 4 containere til pap og metal, som bliver placeret på Slåenhøj og Hyldehøj er ubrugte udstillingsmodeller. Derfor er de lidt falmede i farven. Leverandøren siger, at de nye beholdere får samme farve efter kort tid. Dog – hvis vi ikke kan acceptere dem – kan de returneres. Men så kan vi ikke opfylde kommunens krav inden 31/12 – se nedenfor. Besparelse kr. 13.175.

Tilskud fra kommunen er en forudsætning for, at ordningen er etableret senest 31/12. Det er netop blevet sat op fra kr. 120 pr. husstand til kr. 335. Vi får derfor et tilskud på i alt kr. 41.540.

Sådan er situationen lige nu – og der kan stadig komme ændringer. Kontakt os gerne på mail: bestyrelsen@grf-oeresundshoej.dk eller ring til Bente på tlf.: 71990530, hvis du har spørgsmål.

På vegne af Grundejerforeningen Øresundshøj – Joakim og Bente

Første tømning af vores nye 240 liters affaldsbeholdere bliver mandag den 28. november 2022

Fredensborg Forsyning havde givet kommunen den forkerte dato for første tømning af vores nye affaldsbeholdere. Vi blev opmærksomme på det, fordi nogle kvikke medlemmer af Facebook gruppen gjorde opmærksom på, at datoen den 28/11 stod på Forsyningens hjemmeside.

Første tømning bliver altså den 28. november. Vi håber, at de, som har pladsproblemer, finder en løsning:

  • Begynd at sortere og behold plastic, pap og metal på egen grund, indtil vi får vores fællesbeholdere
  • Sorter i plastic, pap og metal og kør på genbrugspladsen. Hvis du ikke har bil, kører jeg gerne for dig
  • Lån evt. plads hos en nabo til rest- og madaffald – bleer og dyrestrøelse beholder du i din egen. Sørg for at poser er helt lukkede. De fleste vil sikkert prøve på at holde egen beholder rimelig ren
  • Kontakt evt. Forsyningen og spørg, om du denne første gang må sætte en plasticsæk med restaffald sammen med din beholder, når den skal tømmes.

Lidt supplerende info: Vores ”gamle” affaldsstativer rummede 110 liter og 160 liter, hvis du har haft ekstra tømning. Vores nye beholdere rummer 240 liter – altså over dobbelt så meget, som de gamle. Hvis nogen har pladsproblemer ud over de 240 liter, kan man kontakte Fredensborg Forsyning og købe en ekstra beholder, men man skal så også betale for ekstra tømning.

Er du i tvivl om noget, eller skal jeg tage en tur på genbrugspladsen for dig, er du velkommen til at ringe til mig – Bente – tlf.: 71990530

En lille opdatering på affaldssortering

Leverandøren af vores fælles affaldscontainere til plast, pap og metal har netop oplyst, at containerne bliver sendt fra Schweiz i næste uge. Det betyder, at vi MÅSKE får dem i slutningen af næste uge. Nok mere sandsynligt i ugen efter – altså starten af uge 48.

Indtil da skal I fortsat sortere i mad- og restaffald i de 240 liters beholdere, som nu har fundet vej ind i jeres haver. TAK fordi alle har taget så godt imod og sat beholderne ind. Og de gamle står også flot og venter på, at Forsyningen henter dem.

Vores 240 liters beholdere tømmes første gang mandag den 21. november og herefter hver 14. dag. Det er en god idé at tilmelde sig sms-service, så vi husker at køre den ud hver anden uge. Gi lyd hvis I har spørgsmål: bestyrelsen@grf-oeresundshoej.dk eller ring til Bente på 71990530.

God nyhed om belysningsprojektet

Vi har lige fået en god nyhed om vores belysning. Hvis alt går som Andel Lumen – og vi – håber, har vi måske vores “nye” lys inden jul. Her kan I se, hvad Andel Lumen skriver:

“En glædelig opdatering på moderniseringsprojektet inden weekenden.

Vi kender nu leveringstiden på alle LED-indsatsene – både til skotlamperne og til Københavner armaturerne. Vi kan derfor glædeligt meddele, at vi påbegynder udskiftningen til disse i midten af uge 46.

Avenue parkarmaturerne står fortsat til levering i december måned. Jeg vender tilbage, når vi har den mere præcise dato for opstart af udskiftningen til disse.

Med ønsket om en god weekend!”

Information om vores kommende affaldssorteringssystem

Vi har arbejdet på det længe, og nu er tiden kommet. Vi skal i gang med at sortere vores affald, og vi håber, I vil tage godt imod projektet. Her følger lidt info og på bagsiden et kort med placeringer.

240 liters beholderen – til mad- og restaffald: leveres hvor

  • Fredensborg Forsyning leverer beholderen torsdag den 10. november. Den skal placeres på vores matrikel. Samtidig får vi en grøn plastskurv til madaffald, poser og sorteringsvejledning
  • Sæt evt. husnummer eller andet kendetegn på låget eller på siden af beholderen, så du kan kende din beholder – kan købes hos fx Jem & Fix: https://www.jemogfix.dk/postkassestickers-med-tal-bogstaver-og-figurer-sort/2195/9060027/ og https://www.bauhaus.dk/catalogsearch/result/?q=tal+til+postkasse
  • Beholderen er todelt – en til madaffald og en større til restaffald. Indtil fællesbeholderne er på plads, skal vi sortere i mad- og restaffald, glas og papir i kuber og alt andet skal i restaffald.
  • Vi er hver især forpligtet til at trille beholderen frem til tømning, ligesom vi selv skal hente den tilbage efter tømning. Se link til oversigt kort nederst.
  • Beholderne bliver tømt hver anden uge. Vi er selv ansvarlige for at trille dem frem til tømning og hente dem retur igen. Se link til oversigt kort nederst.
  • Fredensborg Forsyning sender en SMS til dig – hvis du tilmelder dig på www.fredensborgforsyning.dk
  • Pas godt på din todelte beholder. Den er dit ansvar, og en ny koster kr. 937 kr. inkl. moms inkl. levering hos Fredensborg Forsyning.

Fællesbeholderne bliver leveret i uge 46. Her skal vi sortere i pap, plast/madkarton og metal:

  • Fællesbeholderne placeres på venstre side på hver høj, når du kører ind – Se link til oversigt kort nederst.
  • Beholderen til Plast/madkarton (3,5 m3), bliver tømt hver anden uge
  • Beholderen til Pap (1,9 m3), bliver tømt hver anden uge
  • Beholderen til Metal (1,9 m3), bliver tømt hver ottende uge
  • Se Fredensborg Kommunes sorteringsvejledning

Hvad gør vi med vores ”gamle” affaldsbeholder? Den er din, så du bestemmer:

  • Fredensborg Forsyning har tilbudt at hente den gamle beholder. Ønsker du afhentning, skal du placere den på HØJRE side overfor placeringen af fællescontainerne i ugen fra den 14. november
  • Du kan beholde den. Brug den evt. til din ”egen” affaldssortering, så du ikke behøver gå til fællescontainerne med en enkelt tom dåse makrel
  • Du kan sætte den til storskrald (sidste torsdag i måneden) – bag de to blå containere til glas og papir, som står til venstre, når du kører mod Hyldehøj.

Efter krav fra kommunen har bestyrelsen valgt placeringen af både fællescontainerne og 240 liters beholderne, og vi håber, det fungerer for alle. Der er dog plads til mindre justeringer, hvis det viser sig, at nogle placeringer ikke er optimale.

Har du nogen spørgsmål, er du som altid velkommen til at ringe til Bente – tlf.: 71990530 eller skriv til bestyrelsen@grf-oeresundshoej.dk.  Vi opfylder kommunens krav pr. dags dato. Der kan komme ændringer i fremtiden.  

Se din placering af container ved afhentning: Klik her